Jeg blev født i 1963 i Damaskus, hovedstaden i Syrien. Min far var palæstinenser, og min mor var syrer. Vores familie bestod af mine forældre og mig samt min søster og mine tre brødre. I min barndom boede jeg flere forskellige steder i Mellemøsten; både i Palæstina, Jordan og Syrien.

Min far rejste i slutningen af 1960’erne til Europa, fordi man efterspurgte udenlandsk arbejdskraft. Han tog først til Vesttyskland og rejste siden til Danmark for at være ufaglært fremmedarbejder. I 1974, da jeg var 11 år gammel, flyttede jeg og resten af min familie op til min far i Danmark.

De første syv år i Danmark voksede jeg op i Istedgade på Vesterbro. Min far var glad for at bo i Istedgade. Han mente, at det var den sikreste gade i Danmark, fordi der altid kørte politi på gaden. Han havde ret. Vi følte aldrig, at det var ubehageligt at bo der. De piger, der arbejdede i gaden, var søde ved os og gav ofte en is til mine søskende og mig, når vi kom hjem fra skole.

Det første år i Danmark havde jeg hjemve og følte afsavn. Jeg havde svært ved at sove, jeg græd meget og kunne ikke lide at være i Danmark. Jeg savnede mine skolekammerater og ville hjem til mine bedsteforældre, som jeg holdt meget af. Det var værst, når der var islamisk jul. I Mellemøsten var der julestemning, og der blev pyntet overalt - men i Danmark skete der ingenting.

Skolen og de danske kammerater

Jeg begyndte i skole efter at have været i Danmark i et halvt år, og det hjalp mod hjemveen at begynde i skole. Det første halvandet år gik jeg, sammen med mine to ældste brødre, i en modtagelsesklasse for at blive indsluset i det danske skolesystem. Samtidig fik vi også modersmålsundervisning to hverdagseftermiddage om ugen og om lørdagen.

Efter skole tog vi over til Dannebrogsgade på Vesterbro. Nogle flower-power-kommunister havde *besat et sted, som de havde gjort til en legeplads for børn. Den hed ”Hudegrunden”. Der lærte vi meget dansk, fordi de fleste af vores legekammerater var danskere. Det var også på ”Hudegrunden”, at jeg første gang smagte rugbrød og lakridser. Det havde jeg aldrig prøvet før, og jeg brød mig ikke om det dengang. I dag er jeg helt vild med rugbrød og lakridser.

Jeg startede i almindelig dansk skole i 7. klasse, og efter 10. klasse tog jeg en matematisk studentereksamen på Rysensteen Gymnasium på Vesterbro, som jeg blev færdig med i 1983. Efter to år på DTH-ingeniøruddannelsen, som jeg valgte at springe fra, gik jeg i gang med at læse økonomi på Københavns Universitet. Jeg færdiggjorde min uddannelse som cand.polit i 1993.

I min bog ”khader.dk” kan du læse meget mere om, hvordan jeg oplevede det at ankomme til Danmark og at blive integreret. Du kan også læse om, hvordan jeg mener, alle kan integreres, og hvorfor jeg har valgt at være aktiv i politik.

Webdesign: Dudal Webdesign