Skulle det komme dertil, så har præsten Søren Krarup allerede tilbudt at døbe mig, og jeg indrømmer, at jeg har stor sympati for den kristne Gud, fordi han ikke straffer en ærlig tvivler - og en ærlig tvivler er, hvad jeg er, religiøst set, og derfor må Krarup vente ved sin døbefond lidt endnu. Dog har min store interesse for religiøse spørgsmål ført mig langt omkring i kristendommen, og i dette foredrag fortæller jeg med udgangspunkt i min egen religiøse proces som muslim om, hvad jeg har set på min vej gennem danskernes kristendom.

I dag anser jeg mig selv for at være kulturkristen. Kristendommen har haft en enorm indflydelse på den danske kultur og de danske værdier. Værdier som ytringsfrihed, religionsfrihed og respekten for individet er opstået i en smeltedigel af kristne og græsk-romerske tanker. Det er værdier, som jeg sætter meget højt.

Kristendommen har nogle virkeligt smukke budskaber. Både budskaberne om næstekærlighed og menneskets myndiggørelse, såvel som den kristne gudsforståelse, mener jeg, bidrager til at styrke såvel den enkeltes liv som samfundets indretning. I mine øjne har den luthersk-evangeliske kristendom en vægtig indflydelse på, hvordan Danmark er blevet så fantastisk et land at leve i, som det er.

Ligesom det har været mit projekt at kende til min egen muslimske baggrund, mener jeg også, at det er vigtigt at forstå kristendommen og dens indflydelse på de danske normer og værdier. Jeg tror på, at vi alle har et ansvar for at lære os selv at kende – herunder hvorfor vi gør, som vi gør – hvis vi skal kunne respektere og anerkende andre individer og kulturer.

I dette foredrag fortæller jeg om mit møde med kristendommen, og om hvordan min opfattelse af den har ændret sig, efterhånden som jeg har fået større indsigt i den. Jeg vil også fortælle om de kristne tanker og budskaber samt placere dem i en dansk-historisk kontekst.
 

Webdesign: Dudal Webdesign